Menerga fortsætter under Systemair-gruppen

Systemair fortsætter væksten med opkøbet af den tyske ventilationsproducent Menerga GmbH.

Menerga blev etableret i 1981, og er en af Europas førende inden for produktion af specialaggregater til svømmehaller og køleaggregater til serverrum, med et stærkt fokus på bæredygtighed og klimavenlige løsninger.

Overtagelsen af Menerga i Danmark træder i kraft den 1. oktober 2013. Det tyske selskab, der har specialiseret sig i højteknologiske aggregater med avanceret automatik, henvender sig primært til den mere nicheorienterede del af ventilationsmarkedet. Specielt inden for ventilation til svømmehaller, varmegenvinding og vandkøleanlæg, besidder Menerga store kompetencer og know-how. Virksomhedens omsætning for 2012/13 lå på ca. DKK 422,8 mio., hvoraf eksport til andre europæiske lande udgjorde halvdelen. Virksomheden ligger i Ruhr-distriktet og har salgskontorer i det meste af Europa og Rusland. Den beskæftiger i dag 400 ansatte.

Et fornuftigt match

Med tilføjelsen af Menerga får Systemair nu mulighed for at servicere den del af markedet der efterspørger aggregater til mere specialiserede ventilationsløsninger. Og modsat har Menerga brug for at få en stærkere organisation bag sig. På den måde er det et rigtig fint match”, udtaler Alex Rasmussen, Adm. direktør, Systemair Danmark. 

Menergas nuværende salgsorganisation bibeholdes og udadtil kommer selskabet stadig til at fremstå som en selvstændig enhed i forhold til salg og markedsføring, både i Danmark og resten af Europa. Det sikrer at den ekspertise der er opbygget i Menerga gennem 30 år fastholdes.  

Menerga har i Danmark f. eks. leveret aggregater til Valby Vandkulturhus, Rambøll Huset på Amager, Danfoss i Gråsten, Glostrup Storcenter og Slotssøbadet i Kolding.

×
×
×
×
×
×
×