Systemair får kæmpe ordre til Metro Cityringen

Systemair er blevet udvalgt af Metroselskabet til at levere tunnelventilation til den nye metrolinje "Cityringen". Ordren har en samlet værdi af 34 mio. DKK. Leveringen påbegyndes i 2016.

København har et af de mest avancerede metrosystemer i Europa. I 2019 bliver dette underjordiske system endnu større.

Cityringen vil med sin 15,5 kilometer lange tunnelbane forbinde København H, Indre By, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg. Den nye metrolinje får 17 underjordiske stationer, og på to af stationerne, Frederiksberg og Kongens Nytorv, kan du skifte til de eksisterende metrolinjer. 

Med ned til to minutter mellem de førerløse tog og en høj driftsikkerhed er Metroen i København flere gange blevet kåret som verdens bedste.

Det er Systemairs største enkeltordre inden for tunnelventilation til dato.

Ordren består af store axialventilatorer, overtryksventilatorer, chillers og brand- og røgspjæld. Derudover skal der leveres store aksialventilatorer og jet-ventilatorer til at give frisk luft under selve byggefasen, som foregår 30 meter under jorden.  

I tillæg til ventilationskomponenterne består den samlede ordre også af de nødvendige eltavler, frekvensomformere og pneumatikstyring.  

- Jeg er meget stolt over, at vi denne gang har leveret en samlet systemløsning til et så stort og komplekst projekt som Metro Cityringen. Det er denne type af ordrer, vi satser mere på i fremtiden, siger Michael Christensen, Systemairs markedsansvarlige for tunnelventilation i Skandinavien.

×
×
×
×
×
×
×