Fra montør til uddannet teknisk designer

Anders Rosenlund startede ved Systemair i Hasselager som montør i 2007. Her knap 10 år senere er Anders uddannet teknisk designer og har været med til at sætte sit præg på udviklingen af nye ventilationsaggregater.

Det var lidt en tilfældighed, da Anders i 2007 søgte job ved Systemair. Planen var egentlig at kaste sig over teknisk skole, men han havde brug for at prøve noget andet end skolebænken. Anders havde et par gode venner, Steven og Jannik, der havde fået job ved Systemair, og de anbefalede ham at søge et job i montagen. Både Steven og Jannik er i øvrigt stadig ved Systemair. Som sagt så gjort. Anders søgte og havde en god snak med Jakob Feldt, der tilbød ham et job som montør i Danvent DV montagen.

Efter 7 år i produktionen fandt Anders gennem sit arbejde i SU-udvalget ud af, at der blev søgt en teknisk designerelev i konstruktionsafdelingen. Anders søgte stillingen og var ikke i tvivl, da han fik tilbuddet, også selvom det betød retur til skolebænken.

En kombination af uddannelse og arbejde

Stillingen som teknisk designerelev og dermed uddannelsen som teknisk designer er delt op. Halvdelen af de sidste 3 år er brugt ved Aarhus Tech og den anden halvdel er brugt i konstruktionsafdelingen, hvor Anders primært har løst tegneopgaver i forbindelse med kanaltilslutninger og filtersektioner.

Netop filtersektionerne har Anders arbejdet med i opbygningen nye aggregater. Samtidig har han været med til at fastlægge varenumre, lave prototyper og gennemføre tryktests. Mange af opgaverne er løst i samarbejde med konstruktionsafdelingen i Litauen.

Det har været en stejl læringskurve. Anders skulle have styr på det faglige i uddannelsen, og samtidig skulle han sætte sig ind i et nyt job samt nye it-systemer og projekter i Systemair. Det indebærer blandt andet, at Anders mestrer flere 3D-tegneprogrammer. Skolen har et program, og hos Systemair anvender vi et andet program.

Stor fordel at have erfaring fra montagen

Anders har haft stor glæde af sin erfaring fra montagen i arbejdet i konstruktionsafdelingen. Han har især en stor forståelse for selve opbygningen af aggregaterne. Det har også gjort, at han har en stor nysgerrighed på produkterne, og hvordan det er muligt at effektivisere montagen. Det er netop den nysgerrighed, der lå til grund for hans afslutningsprojekt i uddannelsen. Anders har udviklet en løfteanordning, som gør det lettere for montøren at håndtere enheden under montagen.

Anders fremhæver, at der er og har været en stor hjælpsomhed fra kollegaerne lige siden, han startede for knap 10 år siden. Han er glad for, at han har fået mulighed for at dygtiggøre sig og gennemføre en uddannelse samtidig med, at han har fortsat sit arbejde ved Systemair.

×
×
×
×
×
×
×